Enten bliver jeg spurgt om, det ikke er hårdt at være alenemor...eller også siger nogle mennesker; du har jo selv valgt at være alene.. Ja det har jeg, men det har de fleste vel... Selvvalgt eller ej, så sætter alle mødre sig en gang imellem og tuder...
Men er det hårdt at være alene? Jeg aner ikke hvordan det er at være to døgnet rundt... Såeh har ingen sammenligning. Og gider faktisk heller ikke begynde på det. For synes det er irrelevant og en smule dumt. Har hørt flere sige pyyyh, så slipper du for at diskutere og skændes om huslige ting, økonomi, sex og børneopdragelse... Ja det er rigtig. Det slipper jeg for. Lægger tit ører til disse ting... Og gør det gerne. Men at få af vide, at jeg skal nyde at være mig giver mig lyst til at nikke skaller... For at være ærlig. For er der noget jeg ønsker mig, så er det en at dele livet med...
Mit liv som alenemor:
Jeg henter og bringer
Jeg smører alle madpakker
Jeg vasker tøj
Rydder op
Gør rent
Tømmer opvasker ( og ja jeg er heldig )
Handler ind
Skifter alle bleer
Tager putningen
Alle konflikter
Laver alle måltider ( ofte med et barn om benet )
Går på legeplads, og lader som om det er det fedeste i verden
Jeg leger med ham
Jeg kan snart samtlige dvd'er med teletubbies udenad
Danser gang på gang til babybandet ( som jeg heldigvis elsker )
Jeg har hverken kørekort eller cykel, så det er på gåben og klapvogn ( nogle dage tager det en time at gå til arbejde )
Står op om natten med ham
Passer ham selv om jeg selv er syg
Og sådan kan man jo som forældre blive ved med at fylde på listen :)
Ja i kender jo hele rumlen... Om man er en eller to, så er der meget at se til, og det er hårdt uanset hvad. OG sådan er det bare :)
Men det, der er hårdt ( for mig ) ved at være alene er ;ikke at dele det sure med det søde med en anden. Ikke at kunne putte sig ind til sin bedste ven og elsker. Ikke at have nogle at snakke med efter kl 19 ( hvis jeg er heldig at ungen har været med på putning ) manglende samtaler over aftenbordet, hvor det ikke kun drejer om onkel reje. Det hårdeste er nok at jeg ikke har en der deler min begejstring over mit barn. En der kigger lige så forelsket på ham som jeg. Og en som giver mig et klem og fortæller mig, at jeg gør det godt, når jeg synes jeg er en lortemor ( hvilket i perioder er meget )
Når alt det er sagt ( og sikkert noget jeg har glemt at nævne ) så er jeg ovenud lykkelig over at mit største ønske er blevet opfyldt. Og jeg vil gerne have flere børn... Og jeg vil gerne have en mand.
Lige nu er jeg heldig at jeg har gode mennesker i mit liv, der gerne lægger ører til når jeg er træt med træt på og brokker mig, når jeg skamroser mit barn på den kvalmende måde og når jeg har brug for det i det hele taget... Og min mor er fantastisk til at hjælpe når lokummet brænder :)
Og det er fantastisk... Håber det er svar nok
PS ville ønske jeg kunne passe min blog bedre, mit tegneri og mine egne karrieredrømme... Men det kan komme jo :)
