Noget om at være god nok...

I disse dage er der meget tankemylder... Det har jeg faktisk altid... men pt handler det om selvværd. Det er nok en typisk kvindeting, aldrig at føle man slår til... Sådan har jeg det ofte. Føler mig sjældent god nok og sammenligner mig alt for meget med andre DETTE ER IKKE ET SELVMEDLIDENDE INDLÆG!!!! :) Jeg går og tænker på, hvor disse tanker stammer fra. Jeg har lært at være ydmyg og absolut ikke tro jeg er noget. Og helt ærligt, hvad dælen er det for noget fis??? Vi er ALLE noget. Husker da jeg gik i 4. klasse blev vi delt op i grupper af niveauer, hvor god man var til at stave. Jeg kom i den gode gruppe og blev så begejstret at jeg kom med et udbrud... Hvordan tacklede min lærer det? jo hun skældte mig ud og ydmygede mig foran hele klassen. For det første havde jeg ikke skænket en tanke om at det betød, at nogen måske havde det svært med nyheden om hvilken gruppe de var i,og for det andet blev jeg jo lykkelig over at være dygtig ( min far gik ufattelig meget op i at man var/er dygtig - og nu kunne jeg måske få lidt anerkendelse ) Istedet var jeg flov over at jeg havde været begejstret, flov over at andre måske var kede af det og bange for at læreren ikke kunne lide mig længere, fordi jeg havde fejlet... ( Og hvad f... sker der for at en lærer inddeler børn på den måde ??? Og gør dem opmærksom på det )Og sådan har det altid været. Du må ikke være for glad, for dygtig, for ked af det, for grindende etc... Jeg var bange for at træde ved siden af. Bange for at skille mig ud. Jeg blev hurtig dygtig til at lave 1000 regler for mig selv. Og her i mit voksenliv kvæles jeg i det. Jeg har modarbejdet mig selv siden jeg kan huske. Lagt bånd på alle de følelser jeg kunne - ikke nyde succes, for det kunne gøre andre ondt. I stedet har jeg gjort mig selv ondt. Som barn hoppede jeg ud i en masse projekter. Jeg havde en livlig fantasi. Boede alene med min mor og pengene var meget små. Jeg havde ingen begrænsninger. heller ingen opskrifter på hvordan man laver ting korrekt. Og jeg sprang ud i det, nød processen og kom for det meste i mål... Men med tiden var der altid en voksen, der fortalt hvordan det ikke kunne lade sig gøre. Følg en opskrift - du kan ikke bare ... etc.. Det er dæleme en dræber. Og jeg kæmpede imod - alt hvad jeg kunne... men i min start tyvere, så orkede jeg ikke mere.. Jeg var langsomt overbevist. Det var besværligt at følge sine drømme, nærmest umuligt at foretage sig noget kreativt etc uden en opskrift ( skal lige siges at der har jeg heldigvis ikke helt mistet modet )Der var regler og opskrifter på alt... Hvordan man lever, arbejder, laver mad AAAALT. Får helt åndenød Men det blev for mig starten på, at kæmpe mod mit eget væsen. Bum. Det blev så også starten på en tilværelse med depressioner. Men nu er nok nok!!! Undskyld samfund, men nu gider jeg dæleme ikke finde mig i mere. Jeg har fået den skønneste lille søn, som dæleme skal vokse op med at vide, at han er noget. Hans mor er noget. Hans mor er en tydelig omsorgsfuld voksen. Vi mennesker er noget i dem, vi er - ikke det vi kan. Vi skal nyde vores successer og have lov at føle sorg, angst, frustration og vrede når det kommer væltende. Vi skal være gode ved hinanden og behandle vores verden med respekt... men vi skal have lov til at være dem vi er!!! jeg har meget mere, men indlægget er i forvejen lidt rodet, så mon ikke jeg kan spytte lidt mere ud en anden dag. Ha en god weekend derude. Nyd den og husk du er noget :)