Jeg er jo bare nogens mor !

Enten bliver jeg spurgt om, det ikke er hårdt at være alenemor...eller også siger nogle mennesker; du har jo selv valgt at være alene.. Ja det har jeg, men det har de fleste vel... Selvvalgt eller ej, så sætter alle mødre sig en gang imellem og tuder...
Men er det hårdt at være alene? Jeg aner ikke hvordan det er at være to døgnet rundt... Såeh har ingen sammenligning.  Og gider faktisk heller ikke begynde på det. For synes det er irrelevant og en smule dumt. Har hørt flere sige pyyyh, så slipper du for at diskutere og skændes om huslige ting, økonomi, sex og børneopdragelse... Ja det er rigtig. Det slipper jeg for. Lægger tit ører til disse ting... Og gør det gerne. Men at få af vide, at jeg skal nyde at være mig giver mig lyst til at nikke skaller... For at være ærlig. For er der noget jeg ønsker mig, så er det en at dele livet med...
Mit liv som alenemor:
Jeg henter og bringer
Jeg smører alle madpakker
Jeg vasker tøj
Rydder op
Gør rent
Tømmer opvasker ( og ja jeg er heldig )
Handler ind
Skifter alle bleer
Tager putningen
Alle konflikter
Laver alle måltider ( ofte med et barn om benet )
Går på legeplads, og lader som om det er det fedeste i verden
Jeg leger med ham
Jeg kan snart samtlige dvd'er med teletubbies udenad
Danser gang på gang til babybandet ( som jeg heldigvis elsker )
Jeg har hverken kørekort eller cykel, så det er på gåben og klapvogn ( nogle dage tager det en time at gå til arbejde )
Står  op om natten med ham
Passer ham selv om jeg selv er syg
Og sådan kan man jo som forældre blive ved med at fylde på listen :)
Ja i kender jo hele rumlen...  Om man er en eller to, så er der meget at se til, og det er hårdt uanset hvad. OG sådan er det bare :)
Men det, der er hårdt ( for mig ) ved at være alene er ;ikke at dele det sure med det søde med en anden. Ikke at kunne putte sig ind til sin bedste ven og elsker. Ikke at have nogle at snakke med efter kl 19 ( hvis jeg er heldig at ungen har været med på putning ) manglende samtaler over aftenbordet, hvor det ikke kun drejer om onkel reje. Det hårdeste er nok at jeg ikke har en der deler min begejstring over mit barn. En der kigger lige så forelsket på ham som jeg. Og en som giver mig et klem og fortæller mig, at jeg gør det godt, når jeg synes jeg er en lortemor ( hvilket i perioder er meget )
Når alt det er sagt ( og sikkert noget jeg har glemt at nævne ) så er jeg ovenud lykkelig over at mit største ønske er blevet opfyldt. Og jeg vil gerne have flere børn... Og jeg vil gerne have en mand.
Lige nu er jeg heldig at jeg har gode mennesker i mit liv, der gerne lægger ører til når jeg er træt med træt på og brokker mig, når jeg skamroser mit barn på den kvalmende måde og når jeg har brug for det i det hele taget... Og min mor er fantastisk til at hjælpe når lokummet brænder :)
Og det er fantastisk... Håber det er svar nok

PS ville ønske jeg kunne passe min blog bedre, mit tegneri og mine egne karrieredrømme... Men det kan komme jo :)

Undskyld Danmark - hvad sker der for dig ???

Ammedebatten... Hvorfor?
Der er så mange ting i Danmark, der burdes fokuseres på,,, men næh, lad os da endelig tale om, hvor kvinder må give deres børn mad.
Hvad handler det om ? Kan simpelthen ikke forestille mig at det handler om, at man kan se en smule hud fra et bryst... Tror ikke på det. Tror det handler om at folk ikke gider babyskrål, der hvor de er. Fair nok, hvis man har betalt en meget dyr middag og ikke kan få ørenlyd pga nabobordet...men nu er det i færreste der spiser ude med baby...
Jeg kan ikke forstå, at der overhovedet er en debat. Kvinder har ammet deres børn siden mennesket kom på denne jord... desværre er vores tankegang, mening om alt blevet alt overskyggende til tider.
Jeg lægger aldrig mærke til om der er ammende kvinder på en café, da mit fokus er på dem jeg sidder med... Så hvorfor gør jer der har et problem???
Får lange patter af den debat... glæder mig til at amme mit næste barn, men for nu ryger mine patter i ørerne ... ( så længe det er legalt )

Im back!.... håber jeg da- alle gode gange 17..

DER SKAL TEGNINGER TIL!!!!

I 2011 besluttede jeg mig for, at have en tegnet blog. Syntes Stine stregens idé var så fantastisk, og det syntes jeg stadig... Jeg skulle i gang med at lave barn og alt handlede jo om streger - både på test, men også på papiret... Men virkeligheden stemmer ikke altid over ens med ens forventninger... Det halve år i 2011, hvor jeg lavede baby var drøn hårdt. Både følelsesmæssig, men også arbejdsmæssigt. Rendte på klinik flere gange om måneden, passede mit job og ved siden af havde jeg også meget at se til. Så streger blev der ikke mange af. Så kom Sylvester til verden ( burde skrive del 3, men det er lidt svært for mig ) lang historie kort. Ingen ønskefødsel, vidste heldigvis ikke bedre. 3 døgn er temmelig længe, og var ikke i stand til at undrer mig over noget som helst. Endte i kejsersnit og ud kom det dejligste lille menneske. Men så blev jeg syg og vi blev indlagt.. og han blev syg. 5 uger med indlæggelse og ingen morbabyroliglærhinandenatkendeogmasserafnydelse. Av mit hjerte. Dagene gik og jeg gjorde alt for at være en god mor og dunkede mig selv i hovedet for ikke at gøre det godt nok... Der skulle gå et år inden nogen råbte: Den mor har jo en fødselsdepression. Ja... og det har jeg stadig. Men jeg er en god mor... Men jeg er ikke god mod mig. Jeg går stadig i terapi og det hjælper.
Men så kan det være lidt svært, at holde en blog ved lige.. til gengæld fik jeg jo lidt gang i tegneriet, og får det mere og mere.
Skal der så endnu en morblogger på banen? ( altså det har hun jo været hele tiden - men mere på den der jeg poster 2-3 gange årligt ) JA DET SKAL DER... jeg tegner mit liv,og så er jeg mor til det skønneste donorbarn...  ( drømmer stadig om manden - måske mere nu end nogensinde ;) ) Så nu skal bloggeriet  være! BUM
mål: post indlæg inden jul !
Kære kvinder - kære mødre... This is me!!!!

Vinderen er :

FYSTEN OG FRUEN :)

Beklager meget forsinkelsen. Bogen bliver sendt til dig :)

Tillykke herfra :)

Lækker Give Away :)

                                           

                                                              

Min skønne veninde og hendes skønne mand er musikerne bag denne helt fantastiske bog. Børn er vilde med deres musik og man skal helt sikkert tage til en af deres koncerter med Babybandet :)Det er altid en fantastisk oplevelse for både store og små. Du kan vinde deres bog incl cd med alle sange her hos mig

 1 lod kommentar 

 2 lod fast læser + del billede 

 3 lod ovenstående + putte mig i din blogroll

 Vinderen trækker jeg den 1. juni... juhuuuuuu :) mange hilsner på denne regnvejrsdag :)

Noget om at være god nok...

I disse dage er der meget tankemylder... Det har jeg faktisk altid... men pt handler det om selvværd. Det er nok en typisk kvindeting, aldrig at føle man slår til... Sådan har jeg det ofte. Føler mig sjældent god nok og sammenligner mig alt for meget med andre DETTE ER IKKE ET SELVMEDLIDENDE INDLÆG!!!! :) Jeg går og tænker på, hvor disse tanker stammer fra. Jeg har lært at være ydmyg og absolut ikke tro jeg er noget. Og helt ærligt, hvad dælen er det for noget fis??? Vi er ALLE noget. Husker da jeg gik i 4. klasse blev vi delt op i grupper af niveauer, hvor god man var til at stave. Jeg kom i den gode gruppe og blev så begejstret at jeg kom med et udbrud... Hvordan tacklede min lærer det? jo hun skældte mig ud og ydmygede mig foran hele klassen. For det første havde jeg ikke skænket en tanke om at det betød, at nogen måske havde det svært med nyheden om hvilken gruppe de var i,og for det andet blev jeg jo lykkelig over at være dygtig ( min far gik ufattelig meget op i at man var/er dygtig - og nu kunne jeg måske få lidt anerkendelse ) Istedet var jeg flov over at jeg havde været begejstret, flov over at andre måske var kede af det og bange for at læreren ikke kunne lide mig længere, fordi jeg havde fejlet... ( Og hvad f... sker der for at en lærer inddeler børn på den måde ??? Og gør dem opmærksom på det )Og sådan har det altid været. Du må ikke være for glad, for dygtig, for ked af det, for grindende etc... Jeg var bange for at træde ved siden af. Bange for at skille mig ud. Jeg blev hurtig dygtig til at lave 1000 regler for mig selv. Og her i mit voksenliv kvæles jeg i det. Jeg har modarbejdet mig selv siden jeg kan huske. Lagt bånd på alle de følelser jeg kunne - ikke nyde succes, for det kunne gøre andre ondt. I stedet har jeg gjort mig selv ondt. Som barn hoppede jeg ud i en masse projekter. Jeg havde en livlig fantasi. Boede alene med min mor og pengene var meget små. Jeg havde ingen begrænsninger. heller ingen opskrifter på hvordan man laver ting korrekt. Og jeg sprang ud i det, nød processen og kom for det meste i mål... Men med tiden var der altid en voksen, der fortalt hvordan det ikke kunne lade sig gøre. Følg en opskrift - du kan ikke bare ... etc.. Det er dæleme en dræber. Og jeg kæmpede imod - alt hvad jeg kunne... men i min start tyvere, så orkede jeg ikke mere.. Jeg var langsomt overbevist. Det var besværligt at følge sine drømme, nærmest umuligt at foretage sig noget kreativt etc uden en opskrift ( skal lige siges at der har jeg heldigvis ikke helt mistet modet )Der var regler og opskrifter på alt... Hvordan man lever, arbejder, laver mad AAAALT. Får helt åndenød Men det blev for mig starten på, at kæmpe mod mit eget væsen. Bum. Det blev så også starten på en tilværelse med depressioner. Men nu er nok nok!!! Undskyld samfund, men nu gider jeg dæleme ikke finde mig i mere. Jeg har fået den skønneste lille søn, som dæleme skal vokse op med at vide, at han er noget. Hans mor er noget. Hans mor er en tydelig omsorgsfuld voksen. Vi mennesker er noget i dem, vi er - ikke det vi kan. Vi skal nyde vores successer og have lov at føle sorg, angst, frustration og vrede når det kommer væltende. Vi skal være gode ved hinanden og behandle vores verden med respekt... men vi skal have lov til at være dem vi er!!! jeg har meget mere, men indlægget er i forvejen lidt rodet, så mon ikke jeg kan spytte lidt mere ud en anden dag. Ha en god weekend derude. Nyd den og husk du er noget :)

Mit ønskebarn del 2

...Hvor kom jeg fra??? Jo jeg turde ikke vente længere. I starten af maj måned kontaktede jeg Diers klinik i århus på en mail. De sendte mig en donorliste og det skulle jeg lige - ville gerne sige tygge på - men det er bare så upassende når det handler om sæd... hmm. Nå men det tog lidt tid at være "ok" med at det ville være fremmed. I slutningen af juni var jeg til jorunalsamtale. Jeg husker i dag slet ikke, hvad vi snakkede om, kun at sygeplejersken var helt fantastisk. Vi besluttede at jeg skulle starte mit forløb fra august. Hvilket var lige om hjørnet. Men det skulle vise sig at det føltes som år at vente. det blev august og jeg fik ægløsning. Men jeg ville bar ikke teste positivt på de tests, så det endte i en del scanninger inden insemination ( og sådan skulle det vise sig at blive hver gang ) 13. august var den første gang det skete. jeg var spændt, rørt, lykkelig og en smule trist ( havde jo drømt om kernefamilien ) Min søster var med og det var jeg glad for. Det hele gik hurtigt og var ikke slemt. De er så utrolig fantastiske de kvinder på klinikken :)Da vi gik derfra følte jeg mig gravid :) Det var jeg desværre ikke. Det blev september og så gik der koks i min ægløsning... typisk. vi nåede 17. oktober. 17 er mit lykketal, så det måtte da blive nu. !14 dage senere stod jeg med en positiv test :) Jeg var lykkelig. Desværre tabte jeg det en uge senere. Jeg var ked af det, men kom hurtigt på benene igen. Fik jo hele tiden af vide at det var ganske normalt.. I virkeligheden var det en stor sorg jeg bare proppede i lommen. Så snart jeg havde ægløsning lå jeg på briksen igen. Jeg vidste bare at denne gang ville det ikke blive. Kunne mærke at min krop ikke var klar, men jeg var bare nødt til at gøre det, for kunne ikke holde ud at skulle springe en måned over. men gangske rigtigt blev jeg ikke gravid. Vi gik ind i december måned, hvor jeg knoklede som en gal. Min menstruation kom ikke. Stor frustration... Julen var både dejlig, men også ensom da jeg følte mig alene i min sorg over tabet, som ikke alle forstod. Jeg havde den mest rolige nytårsaften med dejlige tøser, men var allerede hjemme kl 23, for tænk hvis jeg skulle på klinikken dagen efter. Det skulle jeg ikke.. Havde ikke rørt en dråbe alkohol, for ville ikke forringe mine chancer ( havde dog leget med tanken om at drikke mig meget fuld inden jeg gik derned, da de fleste børn er blevet undfanget i en kæmpe brandert ;) )D. 3. januar fik jeg ægløsning :) Juhuuu. Hvis det ikke lykkedes denne gang ville jeg have hormoner. Alle de scanninger og uholdbare ægløsningstest gjorde mig stresset. Mine besøg på klinikken skulle jo passes ind, så det ikke gik ud over mit job. Fik ringet til anden privatklinik, hvor de skulle stå for hormonbehandling og fik en tid i slut januar. Jeg tog på miniferie hos min mor og ville så tage min test der. Havde sagt til min mor, at denne gang gad jeg ikke teste... Havde ikke lyst til at nogen vidste noget. Så kunne jeg teste i fred. D. 17. om morgen testede jeg.... Var der en svag streg... arh.. eller hvad ? Jo det var der sgu. Fik vækket min mor. Jo dælme om hun ikke også så den. Vi måtte have fat i flere test. For betød en svag streg noget??? Endte endda med at ringede til klinikken for, at høre om man kunne være så uheldig, at der kom overskudfarve i det forkerte felt ( jeg kunne ikke tænke klart ). Hun grinte og der blev sagt tillykke. Jeg var gravid... igen... wauv. Det var jo helt vildt. Glæden blev dog delt med en kæmpe angst for at miste igen. Men det gjorde jeg ikke. Jeg elskede at være gravid og se min mave vokse og mærke min lille dreng sparke. Men jeg var angst, som i virkelig angst for at miste, så turde ikke spise alt muligt mad og havde angst for bakterier. Det var frygteligt og gav meget uro. Så fik jeg heldigvis ekstra jordmoder, da jeg var ekstra sårbar. Helt fantastisk service Sylvesters ankomst må lige vente til en anden dag :)